Ønskebørn


Nutidens børn er ønskebørn, der har den største plads i vores hjerter, og som betyder aller mest for os. At være så heldig, at være født i Danmark er faktisk at være født med en guldske, for vi har et priviligeret land, hvor det er godt for mennesker at være. I vores dejlige Danmark har vi masser af rettigheder, og der bliver passet rigtig godt på os, og det er fundamentet og rammen for, at man kan udvikle sig til at blive den bedste man kan være. Det er noget, som vi i den grad bør være taknemmelige for, og det er noget, som man på ingen måde kan tage for givet. Rettigheder er ikke noget, der er skrevet i sten, og som man har krav på, det er noget, som nogen engang i tidernes morgen har kæmpet indædt for at få indført, og dem skal der passes rigtig godt på, for vi kan miste dem. Kæmp for alt hvad du har kært, synger man i en folkekær og smuk dansk salme.